Historien om Skærbæk

I Skærbæk-området på skråningen ned imod Kolding Fjords udløb i Lillebælt er fundet spor af menneskers færden helt tilbage til den ældste tider i Danmark. Jærgerstenalderfolkets flinteredskabet kan endnu findes i strandkanten, og deres køkkenmøddinger er påvist både ved Skærbæk i og Gudsø Vig.

Henved 50 oldtidsmindesmærker blev så sent som i 1919 registreret på Skærbæk Mark. Heraf er kun et par stykker tilbage; resten er sløjfet, inden fredningen blev effektiv. Rester af vikingeskibe er fundet længere inde i fjorden og vidner om, at også vikingerne har rundet pynten ved Børup Sande. Fund af tusindårige pæleværker til afspærring af indsejlingen til Gudsø Vig fortæller, at nogen ville have rede på, hvem der sejlede til og fra.

Skærbæk har sikkert i begyndelsen været en naturligt egnet landingsplads for fiskere. Kombinationen landbrug og fiskeri er kendt lagt tilbage i tiden, idet der kendes talrige retssager om ålefiskerettigheder langs kysten.

Vesterude på Skærbæk Mark var i middelalderen en hellig kilde. Den var især aktiv Sct. Hans nat, da kunne den kurere hudsygdomme. Den mistede desværre sin kraft i slutningen af 1600-årene, da en bonde fra egnen vaskede sin skabede hest i det hellige vand.

I slutningen af middelalderen, på Valdemar Atterdags tid, byggede holstenske adelsfolk en borg i Skærbæk for at sikre deres adgang til Fyn, idet de havde store dele af Danmark i pant. Borgen hed Hønborg, og dens beliggenhed i strandengen ved Lillebælt-kysten kan endnu ses på stedet.

Senere blev borgen sæde for kongens lensmand for Hønborg Len, som var et lille selvstændigt len omfattende ca. det nuværende Elbo Herred, d.v.s. landet mellem Elbodalen og Lillebælt. Kongerne gjorde ofte ophold på Hønborg, når de rejste i riget, og mange magtfulde mænd fra Danmarks historie har haft tilknytning til Hønborg.

Mesterligt har Johs. V. Jensen i “Kongens Fald” skildret Christian d.2.’s sejlads mellem Hønborg og Hindsgavl en februar nat i 1523. Den sidste beboer fra Hønborg, fru Sidsel, er gravsat i det runde kapel ved Taulov Kirke. Hønborg nævnes sidste gang i kilderne i 1572. Lenet var da lagt sammen med Koldinghus Len, som senere blev til Vejle Amt.

Også Christian d. 4., Danmarks store bygmester, havde store planer i Skærbæk, idet han gav odre til, at der skulle bygges et stort fæstningsværk i Skærbæk, på det areal, hvor nu Skærbækværket ligger. Planen blev aldrig udført, men blev senere realiseret af hans søn Frederik d. 3. som fæstningen Fredericia.

Et bygningsværk, som blev af stor betydning for Skærbæks vækst og trivsel, er anlægget af fiskerihavnen i 1921. Før havnen blev bygget, blev der drevet mere primitivt fiskeri og marsvinejagt på stedet. Den nye havn gav mulighed for større både og bedre grej, og fiskeriet udviklede sig indtil det toppede i fyrrerne med over 50 hjemmehørende både i Skærbæk.

Skærbæk har indtil for ikke så længe siden været den største bebyggelse i Taulov Sogn og Kommune, men er nu overhalet af Taulov. Sognets grænser er ikke ændret siden Erritsø blev udskilt i 1667, men Taulov Kommune blev i 1970 indlemmet i Fredericia. Skærbæk by var tidligere delt i Vesterby, Østerby og fiskerbyen.

“Æ Nejervej”, som pudsigt nok nu hedder Overgade, og den nuværende Skærbæk Havnegade bandt det hele sammen. Vejen ud af byen var en tidligere udgave af Kraftværksvej, som i 20’erne fik en parallelvej i Skærbækvej. I 1820 blev Skærbæk Mark gennemskåret af en ny landevej fra Snoghøj til Kolding, som afløste Adelvej, der danner Skærbæk Marks grænse til Taulov og Børup.

Foruden landbrug, savværksdrift, fiskeri, bådebyggeri, fiskeforarbejdning og fiskehandel har der også før i tiden været en del håndværks- og handelsvirksomhed i Skærbæk. En hollandsk mølle har indtil for ca. 70 år siden stået på møllebakken sydøst for skolen og malet korn for egnens bønder.

En del teglværksdrift har der været i Skærbæk; det sidste og største lå ved Hagenør Strand og var i drift indtil 1965.

Lige efter 2. Verdenskrig blev det besluttet at bygge et forbrugerejet landsdelskraftværk i Skærbæk med el-forsyningsområde: Den jydske østkyst fra Christiansfeld til Århus. Få år efter værkets start i 1951 blev et organ til at varetage el-samarbejdet mellem de jysk-fynske kraftværker, Elsam, bygget i Skærbæk. 
Begge selskaber er siden kraftigt udvidet og kaldes i dag Ørsted, hvor der i dag arbejder 7-800 mennesker, hvoraf flere bor i Skærbæk.

Gudsø Vig

I den ydre del af Kolding Fjord vest for Skærbækværket ligger Gudsø Vig. Indsejlingen er til dels indsnævret af to småøer, der hedder Kidholmene og et skovklædt næs, der ender som Houens Odde.

Da der i 1985 skulle anlægges en undersøisk rørledning over vigen, blev området arkæologisk undersøgt. Derved fandt man ikke mindre end tre pælespærringer, der effektivt har kunnet hindre /regulere besejlingen af vigen.

Den ældste spærring, der strækker sig nordvest på mod Houens Odde, er ikke undersøgt fuldt ud, men er kulstof 14 dateret til ca. 100 år før Kristus (“før romersk jernalder”). Den har altså ikke noget med vikingetiden at gøre, men det har til gengæld en spærring, der ligger omkring 30 m. sydligere end den første. Den går fra Stegenav i retning mod sydvest over Kidholmene. Denne spærring er bygget i ca. 850 og så forstærket/repareret ca. 150 år senere. Spærringen har på det dybeste sted, der er godt 4 m dybt, en gennemsejling med en bredde på 35-40 m. Der er ikke som f.eks. ved Vordingborg fundet spor af kraftige tårne, der har flankeret gennemsejlingen. Omkring 30 m vest for gennemsejlingen ligger en stor bunke sten, der er tolket som ballaststen fra et skib. Måske har det engang siddet fast i spærringen og har måttet smid ballasten for at komme fri?

Ved undersøgelser i 1990 og 1992 er der i alt indmålt 900 pæle, men spærringerne består af mange flere. Så meget desto mere som indsejlingen til Gudsø Vig har været helt lukket til med en spærring, der er fundet spor af nord for Kidholmene. Den er gået nord på og har effektivt proppet hullet mellem Kidholmene og Houens Odde.

Hvad disse store sejlspærringsanlæg har skulle dække er naturligvis først og fremmest Gudsø Vig, hvor der udmærket kan have været en handelsplads. Men også Gudsø Å, der har et interessant stednanv, Skibsdræt Mølle, ved en vejbro lige nord for vigen. Navnedelen Skibsdræt tyder jo på, at man engang har draget skibe over her, dvs. uden om et stykke af åen med et stejlt forløb, der senere har gjort stedet ideelt til et vandmølleanlæg med opstemning osv.

Endnu mere interessant er den å, der udmunder 5-600 m øst for Gudsø Å. Den har sit udspring i et moseområde ved gården Søholme tæt ved motorvejen mod den nye Lillebæltsbro. Umiddelbart på den anden side af motorvejsdæmningen, udspringer i det selvsamme moseområde den lange Spang Å, der løber hele vejen gennem den smukke Elbodal forbi bl.a. Kongsted ved den gamle vejoverføring og munder ud i Rands Fjord, der ender i Vejle Fjord.

Meget tyder på, at man således har haft en sejlvej ind forbi kirkebyerne Taulov og Bredstrup bagom det landområde, hvor Fredericia, der blev anlagt i begyndelsen af 1600-tallet, ligger. Denne antagelse kan forstærkes af, at der verserer rygter om, at der findes en undersøgt sejlspærring i strandengene øst for Nebbegård, hvor Rands Fjord udmunder.

Lokaliteten Stegenav kan have taget navn af stege, som betyder rist.

En gammel sejlivet myte om, at man i ældre tid har kunnet sejle fra Kolding Fjord gennem Elbodalen til Rands Fjord og Vejle Fjord har aldrig kunnet verificeres af fagfolk.

Dels har landskabet siden istiden sænket sig i området; ca. 6000 år gamle stenalderbopladser i Lillebælt området findes nu under ca. 2 m. vand.

Dels har jordbundsundersøgelser ved anlægget af motorvejen over dalen vist, at der aldrig har været saltvand her ved vandskellet.

Med til historien om Gudsø Vig hører også nabovigen Eltang Vig, der blev tørlagt bag en dæmning i 1882 med henblik på inddragelse at området til landbrugsjord. Her i Eltang Vig blev der i 1947 fundet og udgravet rester af et 17–18 m. langt kraftigt bygget handelsskib. Planker, køl etc. er af eg, og skibet har haft sideror ligesom vikingeskibene. Skibet er dateret til ca. 1140.

Under en kraftig storm i 1978 brød dæmningen sammen og Eltang Vig blev igen oversvømmet.

Dæmningen er ikke senere blevet genetableret